TO ANGREB På 24 TIMER RAMMER AMERIKANSKE SOLDATER I IRAK OG SYRIEN

Amerikanske styrker i Irak og Syrien er i løbet af 24 timer blevet ramt af to separate angreb med raketter og droner.

Det oplyser irakiske sikkerhedskilder og amerikanske embedsmænd mandag.

Mindst en drone blev sendt mod Ain al-Asad-luftbasen, hvor der er amerikanske styrker.

Søndag blev der affyret mindst fem raketter fra den irakiske by Zummar mod en amerikansk militærbase i det nordlige Syrien.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Ain al-Asad-luftbasen i det vestlige Irak har tidligere huset danske soldater. Men det gør den ikke længere.

Der er dog nordmænd på basen. De kom ikke til skade, oplyser norsk forsvar til mediet VG.

Der var i en periode næsten daglige raket- og droneangreb mod amerikanske styrker.

De begyndte midt i oktober og stoppede i slutningen af januar.

Flere shiamuslimske grupper, der kalder sig Den Islamiske Modstandsbevægelse i Irak, hævdede at stå bag angrebene. De iranskstøttede grupper begrundede angrebene med, at USA støtter Israels krig i Gaza.

Irakiske myndigheder og Iran lagde dog pres grupperne på for at få angrebene til at stoppe.

Det gjorde de, blandt andet efter at tre amerikanske soldater blev dræbt i et droneangreb, og USA så udførte dødelige gengældelsesangreb i Irak.

USA invaderede Irak i 2003 og væltede Iraks daværende præsident, Saddam Hussein.

De amerikanske soldater forlod landet i 2011.

Men i 2014 sendte USA, som stod i spidsen for en international militærkoalition, soldater tilbage til Irak for at hjælpe landets regering med at bekæmpe Islamisk Stat.

USA menes at have omkring 2500 soldater i Irak og 900 i det østlige Syrien.

Danmark bidrager for tiden til to internationale militære operationer, der skal "styrke den irakiske stats evne til selv at kunne tage vare på sikkerheden i landet", fremgår det af Forsvarets hjemmeside.

/ritzau/Reuters

2024-04-22T15:00:56Z dg43tfdfdgfd